TFV Honda VTR

Valid HTML 4.01 Transitional


Aflastning af tændingslås

Tændingslåsen på motorcykler lever et hårdt liv. Det er ikke usædvanligt at alt forbrug til tænding, motorstyring, lys, kølerblæser, og horn føres gennem kun ét kontaktsæt.

VTR-F er ingen undtagelse, dog føres kølerblæseren gennem sit eget kontaktsæt, men ellers må resten af forbruget klare sig med et kontaktsæt. Normalt er der ikke store problemer med Honda's tændingslåse, men princippet i at føre strømmen fra akkumulator ca. 75 cm. frem til tændingslåsen, herefter 75 cm. tilbage til sikringsboks, for så atter at tage vejen ca. 90 cm. op til lyskontakten, i alt knap 2½ meter ledning, hvor den direkte vej vil være 90 cm., det er sygt.

Der skal relæ på!

Anvisningen er her specifikt til Honda VTR1000-F, men kan sagtens bruges som inspiration til ombygning af motorcykelledningsnet generelt.

foto

Et udsnit af det originale ledningsdiagram fra instruktionsbogen.

Som det ses her så har kølerblæseren dog sit eget kontaktsæt i tændingslåsen, og sin egen sikring, (B).

foto

I praksis er sikringsboksen udført lidt anderledes. Faktisk har hver sikring en ledning ind, og en ledning ud. Altså som jeg har rettet til med røde streger.

Før operation aflastningsrelæ, så skal akkumulatoren frakobles, og det kan betale sig at fjerne den helt af hensyn til pladsen omkring sikringsholderen. Herefter skal det tværgående ledningsbundt mellem sikringsboks og kabelstammen i venstre side pakkes ud. Det er noget forfærdeligt klistret isolerbånd.

foto

Inde i det blå isolerbånd findes crimpsamlingen som vist på det reviderede diagram. Den skal også pakkes ud.

foto

Her er crimpen åbnet, og ledningerne til sikringerne C, D, og E trukket til side, (blå cirkel).

Ledningen fra tændingslås, og til sikring F, (tænding), går ubrudt gennem crimpen, (hvid cirkel).

foto

Diagrammet udvidet med aflastningsrelæ. Jeg har valgt at lade strømmen til tændingsanlæget passere uden om relæet, dels fordi at det giver mening at have nogen belastning tilbage gennem kontaktsættet i tændingslåsen, dels af praktiske årsager hvor fire 1,5# ledninger dårligt kan være i én 6,3 mm. crimpfatning.

Og så kan du stadig køre hjem om relæet skulle fejle.

foto

Ledningerne fra sikring C, D, og E crimpes i én gul, (6#), 6,3 mm. fatning.

Den originale crimp på ledningen mellem sikring F, og tændingslåsen, klippes af, og ledningen ud fra kabelstammen forlænges ca. 15 cm.

Den fuldrøde ledning midt i billedet forbinder sikring A med akkumulatoren. Ledningen klippes nær kabelstammen, og forlænges ca. 15 cm.

Samlingerne kan crimpes, eller alternativt loddes, sammen.

foto

Herefter skal de respektive forlængede ledninger samles i hver sin 6,3 mm. crimpfatning.

Crimpene vædes i lidt olie, eller vaseline, og isoleres med solid krympeflex med lim.

foto

Relæet skal forsynes med en stelledning fra relæspolen. Den anden ende kan fæstnes ved ladereguleringen på højre side af bagstellet.

foto

Relæet fæstnes lettest med en selvskærende skrue i bagskærmen, her skjult under ledningsnettet.

Ledningsnettet omvikles med isoleringstape, akkumulatoren monteres, og tilsluttes.

Det eneste du umiddelbart vil bemærke efter operationen er et meget klarere lys i forlygten. Til gavn for din sikkerhed i dagtimerne, og til glæde for orienteringen om natten.


Oplevelser fra, og tekst forfattet af Orla Pedersen
11-5-2010