Citroën Xantia


Reparation af et rustent servotrykrør

Forberedelserne til en sådan operation er relativt simple. Der skal bruges et stykke 3/16", (5 mm.), bremserør på 1 meters længde, (Biltema nr. 661000), og en bremserørssamler, (Biltema nr. 66450), alternativt en kompressionsfitting, (PG-flowteknik), til samling af gammelt og nyt rør.

Det kan anbefales at fjerne luftfilterkasse og venstre inderskærm af hensyn til adgangen til at lave rørsamlingen.

foto

Sådan ser det ofte ud på en lidt ældre xantia inde ved styresnekkeventilen ovenpå tandstangen.

Røret er ganske slemt tæret, faktisk er det så; slemt at røret "sveder" olie ud over omgivelserne.

Der er ikke ret meget plads omkring snekkeventilen til værktøj, så gør det let for dig selv, klip det gamle rør af tæt på omløberen, og slå en lang top op over den rustne omløber.

foto

Her under akkumulatoren, hvor røret gav op, og sendte en tynd stråle olie frem mod køleren.

Her ses også forfatterens fuskerløsning for at kunne bringe bilen hjem i sikkerhed. Slangen leder olien direkte tilbage til hydraulikbeholderen, og således kan resten af hydrauliksystemet fungere sikkert. Kun servostyringen fungerer ikke. Det er ikke så slemt for en som har skolet i Mercedes 911 lastvogn.

foto

Rørtilslutningen på snekke-ventilen er, helt atypisk for en "hydraulik" Citroën, en almindelig konisk nippel med omløber, men uden den kendte gummipakning. Velnok fordi at styretøjet deles med Peugeot.

Her sammen med afklip fra det nye rør.

foto

Rørene skal afhængig af samlertypen enten forsynes med kraver til bremserørs-samleren, (husk omløbere på rørene inden udkravning), eller med rene snit for at klemrings-samleren kan gribe sikkert om rørene.

Bemærk den relativt gode stand af servorøret her ved overgangsstykket til højtryksslangen.

Jeg anbefaler absolut klemrings-samling af rørene da det giver mindst stress på det gamle jernrør ved højtryksslangen.

foto

Nyt rør lirket på plads ved snekkeventilen. Det kræver lidt omhyggelighed at sikre røret mod at gnave op ad andre dele på forbroen. Der er ikke meget plads.

Rørføringen fastholdes, i to plastholdere med metal låseclips, på venstre vange.

Overgangen fra nyt rør til gammelt. Bemærk her klemringssamlingen, en samling som ikke belaster rørene med hjemmelavede udkravninger. Og langt om længe har færdselsstyrelsen tilladt disse fordelagtige samlinger, som har været kendt og agtet i gas- og hydraulik-installationer gennem generationer.

foto

For klemringssamlinger gælder, at instruktionerne for det valgte fabrikatet skal følges nøje med hensyn til hvor meget omløberne skal spændes. For Hy-lok, som er det fabrikat jeg har brugt, gælder det for denne dimension, at omløberne fingerspændes for herefter at spændes yderligere 3/4 omgang med værktøj.

Og når du alligevel er i gang med servorøret, så kig nøje på på trykrøret mellem regulator og sikkerhedsventil. Det er typisk godt rustent ved omløberne i enderne og ved clipsene hvor det løber fælles med servorøret. Trykrøret er med typiske Citroën ender med gummipakninger. Der skal bruges et originalt rør, eller 2,5 meter lige rør som du selv bukker og vikler spiral på.

Og simmerringen på styresnekken er også værd at tjekke når at du er "derinde". Måske er det tid til en total overhaling af snekkeventilen.


Oplevelser fra, og tekst forfattet af Orla Pedersen
10-3-2017